Kom til Økodag i Sønderjylland
Familien Kaczmarek glæder sig til endnu engang til at slå dørene op til Økodag den 14. april 2024, når deres 220 sortbrogede malkekøer lukkes ud på det forårsgrønne græs. På gården bor Lise, Bo, Mathia, William og Albert, og gården har været drevet økologisk siden 1999. Familien holder meget af at se køerne græsse halvdelen af året og af selv at dyrke så meget af køernes foder, som det overhovedet er muligt. Ud over køer, kvier og kalve, bor der også en masse katte og en enkelt hund.
Bo driver øko-gården og gør sig umage for et fornuftigt sædskifte og at dyrke jorden så klimavenligt som muligt. I staldene har han bl.a. installeret varmegenvinding og strømbesparende foranstaltninger, så forbruget af fossile brændstoffer og udledning herfra mindskes mest muligt.
Gården producerer økologisk mælk og er stort set selvforsynende i korn, græs og majs til fodring af køerne. Herudover dyrkes økologisk havre til glutenfri havregryn, byg, rug og ærter på deres i alt 345 hektar jord.
Skal du fejre Økodag i Sønderjylland, så kig forbi familien Kaczmarek den 14. april, som inviterer til årets forårsfest for 12. gang.
Aktiviteter til Økodag:
På gården vil der være masser af aktiviteter for både store og små, oplev bl.a.:
- Halmlegeplads
- Prøv en hoppeko
- Prøv og tag kørekort til pedaltraktor
- Sid i nogle af gårdens maskiner
- Økologiske smagsprøver
- Klap en kalv
- Salg af grillpølser
- Salg af drikkevarer
- Salg af kage
- Tal med en landmand
Derudover vil det være muligt at få sin helt egen gratis pixibog på gården.
Godt at vide:
Vær venligst opmærksom på, at hunde IKKE må medbringes.
Gården ligger kun 4 km fra Rødekro, så spring på cyklen og undgå at holde i kø til parkering. Derudover vil der være infoskilte man kan følge.
Alle gårde har åbent mellem kl. 10.00-14.00 og øko-køerne kommer på græs kl. 12.00.
Brug din sunde fornuft, når du bevæger dig rundt på gården med børn. Det er en arbejdsplads, som du besøger, med maskiner, store dyr og meget andet. Hold hele tiden godt øje med dine børn både ude og inde, så vi undgår uheld og uhensigtsmæssige situationer.
Værter
Familien Kaczmarek
Adresse
Nr. Hostrup Bygade 11
6230 Rødekro
Se mere om gården
Tilmeld dig
På denne gård er der plads til 3000 gæster.
Tilmeld dig Økodag hos familien Kaczmarek herunder.